76 nyudlærte på Herningsholm blev fejret med manér

Stolerækkerne i Agoraen på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier var fyldt godt ud, da der fredag var fælles svendeprøvefejring for nyudlærte svende fra tre erhvervsuddannelser.

450 familiemedlemmer, venner og mestre var mødt op for at hylde 19 murersvende, 34 tømrersvende og 23 snedkersvende, som netop har færdiggjort deres erhvervsuddannelse på Herningsholm.

Eftermiddagen blev indledt af uddannelsesdirektør Martin Holmgaard, der bød velkommen til festdagen. I sin tale brugte han anledningen til at fortælle om de forskellige veje, vi alle bevæger os ud på hver dag. Tilfældighederne.

Han vendte også blikket mod de nyudlærte svende og mindede dem om at tage deres nysgerrighed og vedholdenhed med sig ud i livet, da det kan have en positiv indvirkning og være med til at øge livets muligheder.

"Vi skal være stolte af vores veje. Stolte som faglærte, at vores uddannelse kan føre os i forskellige retninger," sagde han og nævnte sin egen vej fra tømrer til uddannelsesdirektør på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

 

Uddeling af Herningsholm-lærlingepris

Blandt de nyudlærte svende modtog en fra hver af de tre uddannelser forårets Herningsholm-lærlingepris. En pris for særlig godt kammeratskab og engagement igennem uddannelsen.

 

De tre prismodtagere var:

Magnus Backs, murer

Anne Sofie Jakobsen, maskinsnedker

Nikolai Mulder Diederichsen, tømrer

 

Faglært inspirerede de nyudlærte

Tonerne af Andreas Odbjergs hit 'I morgen er der også en dag' dannede en musikalsk ramme om festlighederne. Anders Hornshøj stod for de musikalske indslag på festdagen.

Carl Emil Lind Christensen sendte en god portion optimisme af sted mod dagens hovedpersoner på de forreste stolerækker. Som faglært har man god grund til at ranke ryggen med svendebrevet i hånden.

Fra talerstolen sagde han, at det er vigtigt for alle i samfundet at anerkende erhvervsuddannede.

"Det skal være slut med uddannelsessnobberi. Vi skal også anerkende fx tømrere, der opnår topkarakterer," pointerede Carl Emil Lind Christensen, som er uddannet industritekniker og initiativtager til Lærlingeoprøret.

Efter en fælles fejring i Agoraen fortsatte festlighederne i uddannelsernes afdelinger på skolen med uddeling af svendebreve og medaljer.