Årets første HHX-student mod alle odds

"Jeg fik 10," sagde en tydeligt lettet Nanna Lindholm Holst, da hun fredag eftermiddag fik hue på som dette års første HHX-student.

Den afsluttende eksamen i valgfaget psykologi blev samtidig et flot punktum for hendes studentereksamen.

"Jeg har kæmpet for det," erkendte Nanna og fortalte åbent om en studietid præget af anoreksi og angst som personlige forhindringer på vejen.

Men udfordringerne er overvundet på imponerende vis, og hun har aldrig mistet sit fokus: at blive student.

Nanna sendte i den forbindelse en tak til underviser Kathrine Sækmose, som har været en uvurderlig støtte.

"Hun er virkelig fantastisk og tager hver enkelt elev seriøst og kigger på deres behov individuelt," sagde Nanna fuld af taknemmelighed.

Efter en velfortjent sommerferie sætter Nanna efter planen kursen mod Norge, hvor hun vil tilbringe et halvt år med sin kæreste, der skal arbejde som læge.

I fremtiden har Nanna et ønske om at arbejde med dyr.

"Jeg vil gerne være fysioterapeut for hunde og være selvstændig – have mit eget," sagde Nanna.

Fejringen af studenterhuen kommer til at foregå stille og roligt.

"Nu skal vi hjem og have noget grillmad og hygge os," sagde Nanna med et stort smil, før hun og familien forlod Agoraen.