Besøg fra Slovakiet

En gruppe slovakiske borgmestre, skoleledere og embedsmænd fandt torsdag den 19. juni vej til Herningsholm Erhvervsskole som afslutning på et besøg i Herning Kommune

Torsdag den 19. juni havde Herningsholm Erhvervsskole besøg af 40 slovakiske borgmestre, skoleledere og byrådsmedlemmer, som fik et indblik i, hvordan en dansk erhvervsskole og gymnasium kan fungere.

Slovakkerne startede ud med en præsentation af Herningsholm Erhvervsskole som institution samt opbygningen af erhvervsuddannelserne, gymnasiets uddannelser og EUX. Herefter fik de en kort rundvisning iindustriteknikerafdelingen af uddannelsesleder for Produktion og design, Per Sørensen. Omdrejningspunktet for rundvisningen var uddannelsen til industritekniker og situationen på arbejdsmarkedet for de nyuddannede i det midt- og vestjyske område.

De slovakiske borgmestre, skoleledere og byrådsmedlemmer besøgte Herningsholm Erhvervsskole som afslutning på et fire dages besøg i Herning Kommune. Gruppen har haft et tæt pakket program og har fået indblik i, hvilke faciliteter og muligheder kommunen har inden for affaldsbehandling, folkeskoler og tilbud til ældre.

- Det har været meget spændende at se forskellen på de forskellige folkeskoler. Besøget her på gymnasiet og erhvervsskolen kan de deltagende borgmestre bruge som inspiration til, hvordan de kan påvirke og forberede folkeskolerne i deres kommuner på den videre uddannelse af de unge, siger gruppens tolk, Božena Neuhausová.