En bid af kagehimlen

En hg-klasse arrangerede kagemesse som en del af deres eksamen i købmandsskab og iværksætteri

Lagkager, småkager, fødselsdagskager, muffins, slankekager, bryllupskager, chokoladeboller og meget mere. Lokale 104 på HG Herning duftede lifligt af søde sager, da en grundforløbsklasse fremlagde deres idéer til kage-virksomheder. Resten af skolen stod i kø og ventede tålmodigt på, at elevernes fremlæggelse var overstået og man måtte smage på de lækre ting.

De fire grupper havde stillet det flot an med stande, visitkort, brochurer og professionelle skilte som en del af deres eksamen efter 1. år. Idéerne talte bland-selv-småkager, eventkager til bl.a. bryllupper og begravelser, et kageskab, samt fødselsdagshjælp til blandt andet børnefamilier

Elevernes evner kommer til deres ret

Projektet udgjorde et noget utraditionelt eksamensforløb, som udvidede den traditionelle rapport og fremlæggelse til også at involvere en praktisk del med salg, samarbejde, personlig fremtræden og varepræsentation.

- På den her måde er vi kommet godt omkring alle fagets målepinde. Elevernes evner kommer til udtryk på en helt anden måde, end hvis det bare var en rapport og en fremlæggelse, siger underviser Mette Langballe, som har taget initiativ til den utraditionelle eksamen.

Hun mener, at projektet er gået over al forventning.

- Eleverne har været meget engagerede. Der er kommet et praktisk element ind, hvor nogle kan brillere på en anden måde og kan få vist, hvad de kan, siger hun.

Udfordrende og lærerigt

Også eleverne har været glade for projektet:

- Det har været sjovt og udfordrende, bl.a. fordi vi skal stille det op for hele skolen, siger Mary Hermann fra virksomheden Kageskabet.

Lasse Hansen fra virksomheden Småkagefabrikken er enig:

- Det har været sjovt, fordi det er anderledes end hvad vi har prøvet før. Vi valgte idéen med bland-selv-småkager, fordi det kunne være et godt koncept. Det er der ikke andre der har her i området, siger han.

Eleverne har lavet alt, hvad der kræves når man har en virksomhed. Lige fra brochurer og visitkort til fakturaer  og tilbud.

- Det har været spændende at lære, hvordan det er at starte en virksomhed op og hvor meget det kræver, siger Nilami Stigopalan fra Kagehuset.