Første studenter klar til sabbatår

Daniel Hedegaard Hansen og Matias Gjørret kunne mandag den 20. juni kl. 9.30 kalde sig første studenter fra Handelsgymnasiet Ikast-Brande

Tre år er fløjet af sted på Handelsgymnasiet Ikast-Brande. Det er årets første studenter enige om. Daniel Hedegaard Hansen og Matias Gjørret fik sat de fine hvide studenterhuer, der de kommende uger formentligt bliver lidt mindre hvide af vejr, vind og diverse fejringer, mandag den 20. juni kl. 9.30.

Matias’ hue blev sat på af hans bedsteforældre i fællesskab - mormor, morfar og farfar, mens det var Daniels storesøster Nadia, der fik æren af at give ham huen på. Dagens fejringer bliver da også sammen med familierne, mens fejringerne med vennerne kommer over de kommende dage, efterhånden som vennerne bliver færdige og får deres huer på.

”Så skal den have fuld gas”, lyder det fra Daniel Hedegaard Hansen fra Faurholt.
Han afsluttede med eksamen i SOP, hvor han i sin opgave har skrevet i International økonomi og Historie.
”Jeg har været rigtig glad for at gå her, og de tre år er fløjet af sted. Jeg kommer til at savne venskaberne”, siger han.

Elevplads i Tyskland

Det sociale er også det, som Matias Gjørret kommer til at savne mest.
”De tre år er gået meget hurtigere, end jeg havde forventet. Det er slet ikke til at forstå, at jeg er færdig nu. Jeg kommer til at savne vennerne. Men også lærerne. Det er nogle rigtigt gode lærere, der har hjulpet meget”, siger Matias fra Bording Kirkeby, der ligesom Daniel også var til sidste eksamen i sin SOP, hvor han havde skrevet i Virksomhedsøkonomi og Afsætning.

Daniel Hedegaard Hansen har planer om at skulle have et par sabbatår med arbejde og rejse, inden han skal træffe beslutning om videre uddannelse. Matias Gjørret har fået elevplads i Tyskland gennem Oplæring i udlandet (OPU - tidligere PIU) og skal efter sommerferien starte som salgselev i en virksomhed, der sælger designmøbler.

Men inden da står den på fejring og fester de kommende mange dage.
”Og så skal jeg en uge til Malaga med alle de der”, siger han og peger på flokken af venner, der er mødt op for at ønske tillykke, inden de selv skal hjem og læse videre til deres afsluttende eksamen.