HHX-elever i samarbejde med egetæpper

Torsdag den 10. december fyldte cirka 100 andetårs HHX-elever Auditoriet på Herningsholm Erhvervsgymnasium, da egetæpper kom forbi

Kenny Hodel, detailchef for Danmark og Norden hos egetæpper, var torsdag den 10. december på besøg på Herningsholm Erhvervsgymnasium. Her holdt han foredrag om egetæppers historie, markedsføringstiltag og CSR-fokus for de cirka 100 andetårselever på de internationale studieretninger på HHX Herning.

Viden om tæpper

Virksomhedspræsentationen var en del af det samarbejde, 2.c på HHX Herning indledte med egetæpper i slutningen af oktober, og som havde til formål at lave en markedsundersøgelse med fokus på unges kendskab til virksomheden og dens produkter. Derfor har eleverne i 2.c brugt de seneste par måneder på at undersøge og teste egetæppers hjemmeside samt gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 250 af deres skolekammerater. 

Og det er en markedsanalyse, der ifølge Kenny Hodel er meget relevant.

- Vi kan bruge projektresultatet som en del af det arbejde, vi indleder nu her, hvor vi skal kigge på vores fremtidige strategi inden for detailområdet, sagde han i forbindelse med elevernes spørgerunde, der også var en del af hans besøg.

Tæt på virkeligheden

Eleverne i 2.c er enige om, at det har været en fagligt spændende opgave at få lov til at dykke ned i den lokale tæppeproducents hjemmeside og markedsstrategi.

- Det er første gang, at vi har et projekt med en rigtig virksomhed. Det er meget mere spændende at arbejde med en realistisk case i stedet for en fiktiv, sagde Nanna Madsen fra 2.c efter foredraget.

- Det er fedt at arbejde med en opgaver, der har forbindelse til virkeligheden. Fremadrettet er det også et plus at have arbejdet sammen med en større lokal virksomhed, sagde Stine Elkjær fra 2.c.

For den lokale storspiller på tæppemarkedet betyder samarbejdet også mere end en markedsundersøgelse.

- Vi er meget interesserede i at samarbejde med skolerne som en del af det her med at involvere lokalsamfundet. Det er også spændende for os at få en helt anden indgangsvinkel, end vi plejer, og samtidig høre, hvordan den nye generation af forbrugere ser os og vores produkter, sagde Kenny Hodel efter foredraget.