Hhx-elever mærker de økonomiske konsekvenser

Revisionsfirmaet KPMG har i dag besøgt skolen for at arrangere et erhvervsspil, hvor eleverne jonglerer med store strategiske beslutninger for deres fiktive virksomhed

Skal vi producere mere til vores varelager? Skal vi fyre medarbejdere? Skal vi anskaffe mere kapital og hvordan skal vi gøre det? Hhx-elever fra Herningsholm Gymnasium er mandag sat i en lang række dilemmaer med afgørende konsekvenser.

Revisionsfirmaet KPMG sponsorerer erhvervsspillet, hvor elevernes fiktive virksomheder kæmper om at få det største overskud. Situationer som strejke, krise og rentetilpasninger kræver beslutninger og får hurtig en økonomisk konsekvens

- Det har været spændende at føre en virksomhed og se de konsekvenser, vores valg har. Det sværeste har været at tackle de forskellige situationer, f.eks. at renten stiger og falder. Vores største problem har været, at vi har produceret for meget, så vi ligger inde med et stort lager. Men vi ligger stadig nummer ét, siger Stefan Søndergaard fra 3b. 

En anden fornemmelse for teorien

Spillet er opfundet af Keld Nørgaard fra Welcome Management i samarbejde med revisionsfirmaet KPMG. Det afholdes for syvende år i træk og er i år at finde på 19 forskellige skoler. Det er et spil, som lærer eleverne at bruge deres teori i praksis.

- Eleverne læser om erhvervsøkonomi og virksomhedsøkonomi, men de har svært ved rigtigt at forstå, hvad drift og likviditet er. Her rammes de af de forskellige situationer. Hvis du har for stort varelager, bliver du nødt til at låne for at få penge. Og renten er rimeligt høj i det her spil, siger Keld Nørgaard.

Vinderne af spillet går videre til den nationale finale i København, som afholdes på KPMGs hovedkontor i København for de otte bedste hold.

Kampen om de bedste medarbejdere

KPMG er også til stede - repræsenteret ved to medarbejdere, som hhx-eleverne også kæmper imod i spillet.

- Vi sponserer spillet for at blive synlige overfor eleverne. Mange ved ikke, hvad en revisor eller KPMG er, siger Mette Skjærlund Pedersen, der er Assistant Manager i KPMG.

Efter spillet inviterer KPMG interesserede elever på besøg i virksomheden, hvilket mange takker ja til. Og for KPMG er det godt givet ud at investere i hhx-eleverne – primært pga. rekrutteringsmulighederne.

- Sidste år ansatte vi to nye elever, som havde været til stede på erhvervsdag, siger Mette Skjærlund Pedersen.

Vinderne af spillet blev Mette Krabbe Østergaard, Stefan Søndergaard, Line Bundgaard, Kieu Bich Ngo og Kristian S. Madsen.