NoLift klar til at vise deres forretningside frem

HHX-elever på vej til EM

Virksomheden NoLift har vundet den nationale finale i Enterprise without Borders

NoLift med Sebastian Bisballe, Malene Lauridsen, Mads Nyeng og Sabina Kirk fra 2E på HHX Herning vandt den 18. marts Enterprise without Borders (EwB) National Award 2014 og skal dermed repræsentere Danmark i den europæiske finale i juni. Med NoLift's sejr er det 3. gang i træk at elever fra Herningsholm vinder den nationale finale i EwB.

NoLift’s forretningside tager udgangspunkt i dagplejemødres arbejdsforhold, og gruppen er i gang med at udvikle en barnestol med hæve-sænke funktion, der skal sikre dagplejemødrene færre daglige løft og dermed færre rygskader. 

EwB er et Young Enterprise program med særlig fokus på elevers forståelse for betydningen af international handel og de kompetencer, der er nødvendige for at kunne drive international forretning.

Hvert deltagende hold i programmet stifter en forretningsenhed og forhandler en partnerskabsaftale med én eller flere tilsvarende forretningsenheder i udlandet og forventes at kunne drive virkelig transnational forretning. Elevernes virksomheder har mulighed for at udstille og networke på udvalgte nationale Young Enterprise messer i Europa. 

Programmet administreres i Danmark af Fonden for Entreprenørskab og internationalt af Junior Achievement - Young Enterprise Europe og sponsoreres af EU, Accenture, Nokia og JP Morgan.