Frederik Kofoed, Mads Nyeng, Jeppe Agergaard og Mia Falkesgaard

HHX Herning i DM-finalen i Erhvervscase

Tirsdag den 2. september afholdes finale i DM i Erhvervscase i Lego Koncernens faciliteter i Billund. Handelsgymnasiet – HHX Herning er igen i år repræsenteret med et stærkt hold

 

DM i Erhvervscase er en årligt tilbagevendende konkurrence for eleverne på HHX, hvor eleverne har mulighed for at afprøve deres innovative og strategiske kompetencer i praksis. 

HHX i Herning er forsvarende mestre, og også i år er skolen repræsenteret med et konkurrencedygtigt hold bestående af Mads Nyeng, Frederik Kofoed, Mia Falkesgaard og Jeppe Agergaard fra 3. årgang.

De fire holddeltagere er spændte, men glade, og de ser frem til igen at skulle præstere det bedste, de er i stand til. Holdet kvalificerede sig til de regionale konkurrencer i Vejle efter at være blevet kåret som lokale mestre på skolen. 

Opgaven for de dystende HHX’ere bestod af en præsentation af deres erhvervscaseopgave, der satte fokus på virksomheden Select Sport A/S.

Her demonstrerede det lokale hold højt niveau med en knusende sikker sejr og plads i finalen. Også prisen for bedste stand tog de fire kombattanter med sig hjem fra Vejle. 

Spændte men selvsikre

Engagementet og ambitionen lyser ud af de fire stolte finaledeltagere, der har høje forventninger til deres egne og holdets præsentation i finalen.

-Der er da lidt pres på. Skolen er forsvarende mestre, og vi vil rigtig gerne leve op til forventningerne. Men vi er efterhånden også ved at være vant til at konkurrere, som de siger.

Underviser, adjunkt på Herningsholm Erhvervsgymnasium, John Bøjgaard, er synlig stolt af sine elever. 

-Det er nogle meget arbejdsomme og flittige elever. Konkurrencen handler jo om klart og koncist at kunne formidle sin case, men altså uden at noget tabes. Og det kan de fire her altså, udtaler han.

Hvordan de har tænkt sig at gribe finalen an, er de ikke meget for at afsløre, da opgaven, der er stillet, er ens for alle finalehold.  Men alle på holdet er enige om, at de møder velforberedte op.

Forberedt på det uventede

-Dommerne kan stille alle mulige spørgsmål, så det gælder om at være forberedt på det uventede. Men det er vi efterhånden også ved at være, kommer det enstemmigt fra de fire kammarater. 

Inden det for alvor går løs med finalen tirsdag den 2. september, har holdet tid til den allersidste finpudsning, og dagen før finalen afholdes en finalistdag for finaledeltagerne, som har til formål dels at ruste holdene fagligt til finalepræsentationen dels at skabe sammenhold mellem eleverne.

Der var 43 HHX-hold tilmeldt de regionale konkurrencer, hvoraf 6 avancerede til finalen. I DM i Erhvervscase lægger dommerne blandt flere kriterier vægt på elevernes innovative evner, det præsenterede projekts originalitet og kvalitet og formidlingsevnerne på de enkelte hold.