It Science hitter

Ny studieretning på HTX Herning henvender sig til elever, der vil skabe, udvikle og opfinde produkter

En ny studieretning bliver nu udbudt på HTX Herning. Studieretningen It Science kobler de naturvidenskabelige fag med informationsteknologi, kommunikation/it og samfundsfag, og det tiltaler Kevin Bundgaard, der skiftede fra Bio Science.

- Jeg skiftede, fordi It Science appellerer mere til mig. Jeg kan sagtens se mulighederne i, at studieretningen rammer så bredt. Vi havde et teknologiprojekt vedrørende handicaphjælpemidler, hvor vi kunne bruge de fire fag fysik, teknologi, samfundsfag og kommunikation/it, og det var en klar fordel, at vi kunne beskæftige os med forskellige fag, siger Kevin Bundgaard, der bakkes op af klassekammeraten:

- Det er en bred studieretning, der åbner op for mange forskellige uddannelser, synes jeg, siger Tim Skov Henriksen.

Den brede sammensætning af fag på studieretningen bevirker, at eleverne kommer med mange forskellige interesser, og det er kun en fordel, synes de.

- I gruppearbejdet kan vi bruge vores forskellige kompetencer, og alle kan samles om opgaverne, siger Kevin Bundgaard.

Helt nyt fag

Profilfaget på studieretningen It Science er informationsteknologi. Det er et helt nyt fag i den gymnasiale verden, og HTX Herning er derfor et af de første gymnasier, der tilbyder faget. Her bliver eleverne undervist i, hvordan pc'en og mobiltelefonen fungerer og om it-systemer, software og hardware.

- Studieretningen It Science henvender sig til elever, der i fremtiden vil skabe, udvikle eller ligefrem opfinde produkter. Den giver eleverne kendskab til principperne bag moderne teknologi og strategier til selv at udvikle egne produkter. It og andre teknologier er ikke bare noget, man bruger, men noget man selv laver. Retningen er første skridt på vejen til en lang række uddannelser inden for it, teknik og naturvidenskab til bl.a. ingeniør, spildesigner, produktudvikler, programmør, softwarespecialist, multimediedesigner, it- og videnskabsjournalist eller måske ligefrem forsker, siger uddannelsesleder Klaus Christensen, der er glad for den store interesse for den nye studieretning.

Cindy Ng havde egentlig valgt Science-studieretningen, men her var for mange tilmeldte elever, og hun flyttede derfor over på den nye studieretning.

- Jeg havde først planlagt, at jeg vil tage en uddannelse inden for videnskab, når jeg er færdig her, men nu hvor jeg har stiftet bekendtskab med kommunikation/it-faget, så overvejer jeg, om jeg skal uddanne mig inden for formidling af videnskab i stedet, siger Cindy Ng.