Kamp i fagretningerne på GF1

Kamp i fagretningerne på GF1

Torsdag den 25. august blev afslutningen på introdagene for eleverne på Grundforløb 1 markeret med fællessamling, præmieoverrækkelse og takketale

Omkring 230 elever på Grundforløb 1 (GF1) var samlet i den fælles kantine Aulaen for at markere, at de første to uger af deres erhvervsuddannelse var ved at være slut.

- I har igennem disse to introuger kunnet mærke, hvordan det er at være her på Herningsholm Erhvervsskole, og hvordan det er at være elev her på skolen, sagde GF1-koordinator Pernille Benkjer til de unge.

I deres første uge stiftede eleverne kendskab til deres egen fagretning, som de havde valgt forud for første skoledag mandag den 15. august. Som noget nyt har de unge i den efterfølgende uge dystet i fagretningschallenge, hvor de har fået lov til at snuse til fagene i de øvrige fagretninger. 

Ægte holdånd hos vinderne

Da vinderholdet skulle kåres, kunne eleverne fra Produktion og Design række armene i vejret i sejrsjubel.

- Nu er det jo ikke kun min fortjeneste, at vi har vundet. Det har været en indsats fra hele holdet. Smede og industriteknikere, det er det, vi er, og vi kan samarbejde. Det er sådan, det er, sagde en af eleverne i sin takketale på vegne af hele holdet. Holdet modtog en præmiepose med bolcher og forskellige spil for den fine præstation.

Formålet med introugerne har været at give eleverne en forsmag på både deres egen og de øvrige fagretninger, så de har været godt rustet til at vælge fagretning for deres GF1-forløb. Eleverne har som afslutning på introen valgt deres endelige fagretning og har i den forbindelse haft mulighed for at skifte fagretning. Læs mere om fagretningerne her.