Læring, leg og Lego-robotter

Hvordan skal læring foregå i fremtiden? Hvordan ønsker elever at tilegne sig viden? Hvor kan læringen finde sted? Det skulle elever komme med deres kreative bud på ved årets FIRST LEGO League, som blev holdt på Herningsholm Erhvervsgymnasium

Lørdag den 8. november konkurrerede 43 hold bestående af elever fra skoler og klubber med programmerede Lego-robotter i banekørsel på tid og præsenterede deres innovative løsningsforslag for et dommerpanel.

De dystende hold havde ”Learning unleashed” som udfordring ved årets FIRST LEGO League og skulle komme med deres bud på, hvordan fremtidens læring skal foregå.

Hold 14: ”The Nine Brains” fra Hammerum Skole boblede af spænding, da de kom ud fra præsentationen af deres projekt for dommerne: en stemmestyret tavle, som skriver det op, læreren siger. ”The Nine Brains” har undersøgt hvor meget tid, det vil spare og kom frem til 20 minutter pr. undervisningstime og 66,6 timer om året. Tavlen er desuden koblet til elevernes computere.

Det var holdets første deltagelse i FIRST LEGO League, og dagen havde de ventet med spænding på.

- Vi har helt selv fået idéen til projektet og har selv løst de svære ting, der er kommet undervejs, sagde Benedikte Thorn fra Hammerum Skole. 

Hun var enig med de andre på holdet i, at nye venskaber er opstået i løbet af de mange timer, de har arbejdet sammen på projektet.

De mange timers arbejde gav også gevinst. ”The Nine Brains” endte på en flot 2. plads i kategorien Markedsføringsprisen. 

Holdene havde gjort meget ud af at præsentere deres projekter for dommerne. Pit-områderne var et væld af billeder, figurer og farver. Der var en sti af hjerne-billeder på gulvet, der ledte hen til en af standene og ved mange stande var der små konkurrencer og Lego-modeller af fremtidens undervisningsmiljø. 

Standen hos Grindsted Privatskoles ”Team GPScience” var fuld af billeder og videoklip fra deres projekt: hjælp til en skole i Sydafrika, som bruger Lego i deres undervisning og får hjælp fra sponsorer. Eleverne fra ”Team GPScience” var overraskede over, hvor mange børn i Afrika, der ikke går i skole, så de var glade for at være med til at hjælpe flere afrikanske børn med blandt andet en sponsor-opfordring på Facebook og bøger doneret fra deres skole. 

- Vores holdarbejde har været rigtigt godt, nåede de lige at afslutte, før de løb af sted til træning før første baneløb.

Emil og Kåre Nielsen – kendt fra Store Nørd – guidede veloplagt og underholdende deltagerne og gjorde det nemmere for publikum at følge med i de intense konkurrencer og udfordringer, deltagerne havde undervejs med robotter, der ikke altid gjorde det, de skulle. Deres show senere på dagen, fyldt med røg, naturvidenskabelige nørderier og humor, var en festlig pause før præmieuddelingen. 

Her blev hold 16 ”Lego-allstar 3.0” fra Hammerum Skole udnævnt som FIRST LEGO League Champions og skal videre til Skandinavisk finale i København. 

Holdene skal i et selvstændigt lokale præsentere forskningsdelen for dommere (som er repræsentanter fra erhvervslivet, Herningsholm Erhvervsskole og Herningsholm Gymnasium). De skal også præsentere robotten og den tekniske løsning for en anden gruppe dommere. Markedsføringen bedømmes i pit-en, hvor holdene får besøg af dommere. 

I hver kategori er der priser som skal uddeles. Hver pris bedømmes af dommerne efter bestemte kriterier. Eksempler på kriterier er engagement, samarbejde, holdbar konstruktion af robotten, en god programmering samt tydelige og innovative løsninger. 

Priserne som uddeles er : Forskningsprisen, Teknologiprisen, Robotkonkurrencens 1. og 2. pris, Markedsføringsprisen og Samarbejdsprisen. Desuden uddeles FIRST LEGO League Champions prisen. Det er den største pris og går til det hold, som samlet set er er det stærkeste.