Mentorvirksomheder på HHX Ikast

Som et nyt tiltag får de nye elever på HHX Ikast tilknyttet mentorvirksomheder, når de starter til august

Tre lokale virksomheder er blevet udvalgt til mentorordningen, hvor de tilknyttes hver deres 1. års klasse, som de skal følge under hele den 3-årige uddannelse. Mentorordningen består i, at eleverne hvert semester vil samarbejde med deres virksomhed om at løse problemstillinger gennem projekter, fremlæggelser og diskussioner.

”Når eleverne følger den samme virksomhed under hele deres uddannelse, giver det mulighed for at lave større cases og dybere undersøgelser på grund af en større viden om virksomheden,” siger underviser og projektleder Peder Sandfeld Nissen.

Elevernes arbejde vil tage udgangspunkt i deres virksomheds opgaver og fokusområder, hvilket vil give klasserne individuelle oplevelser. Fælles er, at projekterne samtidig skal være relevante i forhold til elevernes forskellige fag.

”Vi ønsker at give eleverne en større forståelse for, hvordan teorier og modeller fra undervisningen bruges i erhvervslivet. Det vil gøre undervisningen mere virkelighedsnær og anvendelig, og det styrker engagementet og motivationen blandt de unge,” siger Peder Sandfeld Nissen.

Skolen har oplevet stor interesse fra det lokale erhvervsliv for at engagere sig i mentorordningen. De tre første virksomheder, der skal være mentorer for de unge elever, er tøjvirksomheden DK Company i Ikast, køkkenproducenten Kvik i Vildbjerg og undertøjsproducenten JBS i Herning.