Når HTX og karate forenes

Mortezaa Ferghpoush. 16 år. Bor i Birk. Halvt iraner, halvt afghaner. Går i 1.x på HTX. Og så har han lige vundet en tung bronzemedalje i EM i karate i disciplinen Team Mail Junior

Mortezaa går til dagligt i 1.x på Herningsholm Erhvervsgymnasium, hvor han arbejder hårdt med matematikken og biologien på studieretningen Bio Science. Han vil nemlig gerne læse til læge, når han har taget sin uddannelse på HTX.

Sin fritid bruger Mortezaa dog en del anderledes end de fleste af sine klassekammerater. For ved siden af studiet er han elitesportsudøver. I karate. Det betyder træning. Masser af træning. Både før og efter skole. Cirka 20 timer om ugen. Derudover er han selvfølgelig også til stævner. 

Uddannelsen er nr. 1

Mortezaa kan kun få skolen og fritiden til at hænge sammen, fordi han er en del af Team Danmark-ordningen. Det betyder, at han har fire år til at tage sin HTX-uddannelse, og at han bliver tilbudt understøttende undervisning undervejs. Han har valgt at gøre det på den måde, da både uddannelse og karate spiller en central rolle for ham.

- Uddannelsen er meget vigtig for mig, og den er helt klart min første prioritet. Det har stor betydning for mig at være med i Team Danmark. Det giver mig mere tid og ro til både skole og sport. Og så giver det mig mere mental ro, fordi jeg ikke får bekymringer over for eksempel for højt fravær på grund af stævner, siger Mortezaa.

Med skolen i ryggen

Mortezaa oplever stor opbakning fra både trænere og lærere på HTX.

- Lærerne er meget begejstrede. Det er dejligt, at de viser interesse og følger med i, hvordan det går til mine stævner, siger Mortezaa om sine lærere. Både mine trænere og klubben har stor forståelse for, at min skole kommer i første række, og de er med til at lave min træning fleksibel, når det er nødvendigt.

Den unge elev gør sit bedste for at jonglere med de udfordringer, der følger med at tage en uddannelse og dyrke elitesport samtidig, uden at det går ud og hverken skole, sport eller kammeraterne. Det har inden for den seneste måned resulteret i en bronzemedalje ved EM – og en sjov gymnasiefest.