Skal advare om epilepsi-anfald: Mikrolegat til HTX-elever

HTX-elever fra Herningsholm i Herning udvikler et hjælpemiddel, der letter hverdagen for mennesker med epilepsi og deres pårørende. Nu belønnes forretningsideen med et mikrolegat på 50.000 kr. fra Fonden for Entreprenørskab.

Finalist ved det kommende DM i entreprenørskab og nu også modtager af mikrolegat for unge iværksættere.

Det, der begyndte som en god idé i HTX-undervisningen på Herningsholm Erhvervsgymnasium, kan måske udvikle sig til en god forretning.

Virksomheden EpiCTRL har fokus på at hjælpe mennesker med epilepsi og deres pårørende.

Bag den står gymnasieeleverne Mikkel Guldberg Lauridsen, 18 år, Noah Bak Bytofte, 18 år, Mathias Møller Lauridsen, 18 år, og Patrick Bilyk, 17 år, som nu har modtaget et mikrolegat på 50.000 kr. fra Fonden for Entreprenørskab.

Ideen er opstået, da Noah har en lillebror, som lider af epilepsi. Hans forældre er nødt til hele tiden at holde øje med ham, fordi han ofte og pludselig kan få et nyt anfald. Ved hjælp af et såkaldt wearable tech til håndleddet, der giver pårørende besked om nye epileptiske anfald, og hvor personen med epilepsi befinder sig, kan EpiCTRL lette hverdagen for Noahs lillebror og andre som ham.

"Vi udvikler et produkt, som kan være med til at udvide epileptikernes frihed. En basal ting som at bevæge sig ude af syne kan min lillebror ikke lige nu," siger Noah Bak Bytofte.

På markedet findes der allerede lignende produkter, men disse alarmers overfølsomhed giver de pårørende stress på uønskede tidspunkter. EpiCTRL ønsker at skabe mere tryghed hos brugerne.

De ekstra midler fra legatet skal blandt andet gå til at komme videre med at udvikle algoritmen, der kan styre, hvornår alarmerne går i gang, fortæller eleverne.

"Det skal være sådan, at du ikke behøver at tage måleapparatet af håndleddet, når du børster tænder. Pårørende skal heller ikke gå og frygte, at du snubler under en løbetur eller vender dig for hurtigt i sengen, som så sætter alarmen i gang," siger Mikkel Guldberg Lauridsen.

Virksomheden er blevet til i forbindelse med innovations- og teknologi-undervisningen på Herningsholm. Ideen har vist sig at være så god, at HTX-eleverne også vandt 1. pladsen ved regionsmesterskabet for Company Programme. Gruppen skal derfor dyste mod landets andre regionale vindere til DM i entreprenørskab i Industriens Hus den 26. april.

Fakta

  • EpiCTRL har allerede modtaget flere priser og hæder.
  • I november vandt virksomheden den interne konkurrence JUMP-Startup på Herningsholm og blev i samme måned point-topscorer i kategorien Business Minds til Danish Entrepreneurship Festival i Fredericia.
  • Gruppen blev første HTX-skabte virksomhed fra Herningsholm ved Entrepreneurs of the Future i Hradec Králové i Tjekkiet – tre tredjepladser i Best Stand, Best Investment og Best Salesmanship.
  • I januar vandt EpiCTRL Regionsmessen Midtjylland i Company Programme i HerningCentret og fik tildelt Nordea-legatet på 6000 kr.
  • I marts kvalificerede gruppen sig til DM i entreprenørskab med en førsteplads ved regionsmesterskabet Company Programme i Skive.
  • Det er ikke første gang, at Mikrolegatet uddeles til iværksætterspirer fra Herningsholm, men det er første gang, at en Herningsholm-virksomhed bestående udelukkende af HTX-elever modtager legatet, som uddeles til studerende fra medkvalificerede iværksætterprojekter i hele landet. Det sker i direkte konkurrence med studerende fra de videregående uddannelser, og der tages ikke særlige hensyn til projekter fra ungdomsuddannelserne.