Sprog og økonomi i fin harmoni

Det summede af liv og læring på Handelsgymnasiet Ikast-Brande, da skolen torsdag den 29. november fik besøg af 8. klasseselever fra Ikast Østre Skole og Ikast Vestre Skole til to forskellige arrangementer om henholdsvis fremmedsprog og kultur samt vejen til sund privatøkonomi

Undgå luksusfælden 

Hurtiglån, kviklån, sms-lån. Fristelserne er mange, når man er ung og ikke har de store midler eller den store viden om budgetter og privatøkonomi, men det manglende indblik kan nemt få alvorlige konsekvenser i form af uoverstigelig gæld.

Arrangementet Undgå Luksusfælden på Handelsgymnasiet Ikast-Brande er netop udtænkt som en måde til at give eleverne på de ældste klassetrin i folkeskolen et anvendeligt indblik i, hvordan de kan give sig selv trygge økonomiske rammer.

8.a på Ikast Østre Skole havde valgt at tage imod tilbuddet, og eleverne fik således en indføring i de forskellige låneformer og investeringsmuligheder, mens en udefrakommende revisor gav gode råd til planlægning af privatøkonomien.
 
- Det er meget vigtigt for eleverne at vide, hvor og hvordan det er fornuftig at låne penge, hvis de har behov for det, sagde Christian Lauridsen, der er matematiklærer for 8. a. på Ikast Østre Skole.

Det var første gang Handelsgymnasiet afholdt arrangementet, men der har vist sig at være stor interesse for emnet, og derfor afvikler gymnasiet arrangementet på ny i midten af februar, hvor 90 folkeskoleelever tropper op for at modtage gode råd til, hvordan de kan undgå luksusfælden.

Sjov med sprog og kultur

Andetsteds på skolen var det ikke lommeregnere og budgetter, der var på bordet, men derimod sprog og kultur i det store sprog- og kultur-løb. 8. klasserne fra Ikast Vestre Skole var på besøg på Handelsgymnasiet til en underholdende dag fyldt med leg og konkurrence.

I løbet af dagen stiftede eleverne gennem de opgaver, de skulle løse i grupper, bekendtskab med sprog og kultur i både de engelsktalende lande, de spansktalende lande og i Tyskland.

Eleverne dystede i munter engelsk quiz, i farverig spansk gættekonkurrence, mens de i tysk skulle forsøge at konstruere korrekte tyske sætninger ud fra en samling løse ord. Der var hektisk konkurrencestemning i luften, for vinderholdet kunne nemlig se frem til ikke blot at nyde sejrens sødme, men også præmien, der bestod af indbydende chokoladelækkerier. 

- Det er sjovt at være med til, sagde Kristine Ilsøe fra 8. a, der ligesom sine skolekammerater var travlt optaget af konkurrencen.