Talentfuld EUX-smed åbner ballet

Tirsdag den 20. december var EUX-smed Lennart Albin Laursen som decembers første EUX’er klar til at få sat huen på hovedet

20-årige Lennart Albin Laursen fra Brande kunne efter sin eksamen tirsdag formiddag nyde en velfortjent kop kaffe med tilhørende kransekage. Som sin årgangs første EUX-student. Og som den første EUX-student overhovedet inden for smedefaget på Herningsholm Erhvervsskole.

- Jeg kan godt lide at være dygtig, og jeg har lige siden grundforløbet haft det mål, at jeg ville forsøge at få den bedst mulige karakter inden for smedefagene. Og så er det bare så tilfredsstillende, at det er lykkedes. Det er fedt, siger en storsmilende Lennart. 

For det lykkedes nemlig. I allerhøjeste grad. Lennart har gennem hele sin uddannelse udelukkende scoret 12-taller i alle smede-eksamener, hvilket er helt exceptionelt. 

Fremad med EUX

Den dygtige smed er ikke i tvivl om, hvorfor valget faldt på en EUX-uddannelse.

- Jeg så på det sådan her: Jeg kunne gå i skole i et halvt år mere end på den normale smedeuddannelse og så få, hvad der svarer til syv års uddannelse. Det var smart. Jeg føler også, at jeg med en EUX er bedre stillet, hvis jeg gerne vil læse videre på et tidspunkt. Det har været hårdt, og man kommer bestemt ikke sovende til det. Men jeg er glad for, at jeg valgte det, siger Lennart.

I den nærmeste fremtid forventer Lennart dog at fortsætte sit arbejde inden for smedefaget, når han færdiggør sin læretid ved Arnborg Klejnsmed i slutningen af januar.

- Jeg er så heldig, at jeg kan forsætte ved min læreplads, når jeg er færdig. Det er helt perfekt, for jeg elsker bare at arbejde og udrette noget med mine hænder, slutter EUX-smeden.

I december bliver i alt 10 EUX-studenter færdige. De fejres alle ved en dimission torsdag den 22. december.