To htx-hold til finalen i Science Cup

To hold fra HTX Herning er videre til den nationale finale i Science Cup efter onsdagens regionale mesterskaber, der blev holdt på AU-HIH Herning

I alt var syv hold fra HTX Herning blevet udvalgt til at fremlægge deres projekter for et dommerpanel, og dommerpanelet valgte at lade to hold gå videre til finalen, der finder sted i København den 13. maj.

Projektet skulle være naturvidenskabeligt, indeholde en problemstilling, et fysisk produkt og dokumentation.

Det ene hold bestående af Sofie Bethan Lund, Kim Christensen og Mithursun Jeyatharan præsenterede et produkt, der kan holde solceller fri for sne om vinteren.

Det andet hold bestående af Søren Eriksen, Kasper Weiland Mortensen og Søren Thalund præsenterede et produkt, der kan sikre vandrør mod frostsprængninger.

Begge hold havde fokuseret på en enkelt løsning på et almindeligt problem, og det var noget af det, som dommerne lagde vægt på i deres begrundelse.

- Det har været spændende og anderledes at arbejde med projektet. Vi har fået mange værktøjer i undervisningen, og dem har vi brugt i projektet, siger Sofie Bethan Lund.