Agoraen fyldt med glade studenter og stolte familiemedlemmer

Træf jeres egne valg – det er jeres fremtid

290 studenter fra HHX Herning og HTX blev fredag den 27. juni 2014 fejret ved dimissionen på Herningsholm Gymnasium i Herning

Agoraen var fyldt godt op med glade studenter og stolte familiemedlemmer og lærere, da Herningsholm Gymnasium i Herning satte rammerne ved årets dimission for 290 studenter fra HTX og HHX Herning fredag den 27. juni 2014.

Som noget helt nyt kom studenterne i år gående ned fra anden sal og ind på den røde løber ved en fælles indmarch akkompagneret af tonerne fra Congratulations og We are the champions på klaver og taktfaste klapsalver fra de øvrige gæster.

Årets HHX- og HTX-studenter er de første, der har taget hele deres uddannelse sammen på det nye gymnasium, og det blev også nævnt af flere talere.

- Vi er mange forskellige kompetencer samlet på samme sted. Det skaber mangfoldighed. Vi kan opleve, at vi er afhængige af hinanden, og derfor er det positivt at være i den samme bygning, sagde Oliver T. Nors fra HHX, der holdt elevtalen sammen med Julie W. Mosegaard fra HTX.

- I er det første hold studenter, som har haft tre år her i huset, og jeg er jer alle meget taknemmelig for det aftryk og de traditioner, I har været med til at skabe, sagde rektor Marie Lund, der som en del af sin dimissionstale til studenterne viste en ærlig og underholdende film om forskellene, fordommene og lighederne mellem eleverne på de to uddannelser.

Dette års gæstetaler var administrerende direktør hos Hitachi Data Systems Merete Søby, der lagde stor vægt på vigtigheden af, at studenterne nu skal til at tage styringen med deres eget liv.

- Læg en plan og vælg ud fra, hvad der betyder noget for jer, i forhold til jeres fremtidige karriere, men i særdeleshed også i forhold til jeres personlige relationer. Hvis I ikke selv tager valget, gør andre det for jer, og det giver måske ikke det bedste liv for jer, sagde Merete Søby.

- Husk på, at der ikke findes forkerte valg. Kursen kan altid ændres, og så længe du er seriøs og kæmper for at nå det næste mål, så skal du nok lykkes, sagde Marie Lund som afslutning på sin dimissionstale, før hun officielt dimitterede årets studenter.

Traditionen tro blev dagens program afsluttet med overrækkelse af boggaver. Seks elever modtog boggaver: Julie W. Mosegaard (elevtaler fra HTX), Oliver T. Nors (elevtaler fra HHX), Rasmus Norup (formand for elevrådet), Mathias M. Rønnow (formand for festudvalget), Mark L. Lauesen (formand for fredagscaféen og højeste snit på HTX: 11,4) og Andreas Foldager (højeste snit på HHX: 11,9).