Naturvidenskabsfestival 2014 på HTX

Der var sjov og læring på programmet, da områdets 5. og 6. klasses elever i folkeskolen fra den 23.-25. september var inviteret ind på HTX Herning for at høre, se og mærke, hvad naturvidenskab blandt andet kan bruges til

Leg og læring med naturvidenskab

Naturvidenskabsfestival på HTX er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor 5. og 6. klassetrin i folkeskolen sammen med deres lærere har mulighed for at besøge HTX, blive undervist af dygtige HTX-elever og stifte bekendtskab med naturvidenskabens mangfoldige verden. Også i år havde mange folkeskoler valgt at benytte sig af tilbuddet, og i år deltog så mange som 900 folkeskoleelver.

Eleverne blev ført rundt mellem klasselokalerne af HTX-elever iklædt let genkendelige gule T-shirts med naturvidenskabsfestivalens logo. På klasserne lærte og eksperimenterede de nysgerrige skoleelver med emner inden for fysik, kemi, matematik og biologi. Der blev arbejdet på klassen, i workshops og på laboratorie.

Ilden blev tændt

En af de store attraktioner var Rubens flammerør, der med sine flammer, som danser til musik, gjorde et tydeligt indtryk. Rubens Flammerør består af et metalrør med huller lukket i den ene ende af en gummimembran og i den anden af en prop, igennem hvilken man lukker gas ind. Gassen antændes, og ved hjælp af en højtaler bliver det demonstreret, at lyd består af trykbølger.

En dansende robot og balloner, der blev lynafkølet med flydende kvælstof, var andre af de populære attraktioner for skoleelverne, der også morede sig gevaldigt med at kaste vand ned i en model af et vandkraft, hvorved de ved selvsyn kunne konstatere, at vand kan skabe elektricitet.

Raketvidenskab for sjov

Rumfart var også et emne, der formåede at tænde fantasien hos mange folkeskoleelever, ikke mindst da eleverne selv fik lov til at være med til at fyre raketter af.

Det foregik med forskellige typer brændstof, så eleverne kunne se, hvilket brændstof, der var bedst til at fyre Colaflasken op i luften. Og er man interesseret i rumfart, så må man også kende til Newton, temperatur og tryk, og sådan blev det teoretiske og det praktiske spundet sammen på fornøjelig vis.

-Det har været en sjov dag, mente Clara fra 5. klasse på Skalmeje Skolen i Sunds.

 Claras klasselærer, Inge Precht, fortalte, at hun efterhånden har været afsted en del gange til Naturfestival på HTX.

 -Det er hver gang en rigtig god oplevelse. Det er spændende for eleverne, de har en god dag, og de møder nogle engagerede unge, der kun er lidt ældre end dem selv. Og så er det en fin måde at vise et fremtidigt skolested frem på, sagde Inge Precht.

Tøris, viste det sig i øvrigt, var det af de afprøvede brændstoffer, der kunne få colaraketten højest op i himlen.