Magt og indflydelse

»Er det befolkningen, politikerne, EU eller de store multinationale virksomheder, der har magten i Danmark?«

 

Der gives ikke noget entydigt svar på det spørgsmål. Men magten og indflydelsen til at påvirke beslutningerne på forskellige områder kan være forskellige. Hvem bestemmer f.eks. hvor mange matematiktimer, man skal have i skolen? Hvem bestemmer hvilke farve- og tilsætningsstoffer, man må komme i mad? Hvad skal det koste at køre med offentlig transport? Eller hvilken løn får man som ungarbejder i Brugsen eller Netto?

 

Så hvis du vil have et indblik i, hvordan forskellige beslutninger træffes, og hvem der har indflydelse på dem, vil du i løbet af et par lektioner blive præsenteret for forskellige eksempler på, hvem der har afgørende betydning i forskellige situationer. Ligesom du også vil få et indblik i, hvordan du selv kan påvirke beslutningerne 


Klassetrin: 8. - 9. kl.

Varighed: kan tilpasses


Valgkamp og afgørende politiske spørgsmål

»Hvem bliver vores næste statsminister?«

 

Hvem, der vinder et folketingsvalg, er et resultat af mange forskellige faktorer, som spiller sammen før og under en valgkamp.

 

Er der politiske spørgsmål, som er særligt fremtrædende i valgkampen, og hvilke svar og løsninger fremhæver de enkelte partier? Hvordan arbejder spindoktorerne med at få deres partiers budskaber frem i debatten? Hvordan takles de personsager, der pludselig dukker op i valgkampen, som kan skade en politikers eller et partis troværdighed?

 

Nogle af disse spørgsmål er meget vanskelige at vurdere på forhånd, men der er dog også mere overordnede trends, som giver fingerpeg om, hvilke partier, der ser ud til at kunne høste stemmer på lige præcis disse spørgsmål. F.eks. betød klimaspørgsmålet rigtig meget ved sidste valg, mens flygtning- indvandrerspørgsmålet havde væsentlig mindre betydning end ved det foregående valg.

 

Så hvis du vil have et indblik i, hvilke forhold der er med til at afgøre næste valg, og hvordan du kan blive bedre til at vurdere, hvem der får fremgang, vil du i løbet af et par lektioner blive præsenteret for forskellige forhold, der vil blive afgørende for, hvem der kan blive Danmarks næste statsminister.


Klassetrin: 8. - 9. kl.

Varighed: kan tilpasses