Tæt løb ved SkoleSkills på Haderup Skole

Kun 30 sekunder adskilte første- og andenpladsen, da 9.klasses-elever i Haderup kæmpede om æren og kvalifikation til finalen i SkoleSkills

Koncentration, holdånd og stor opbakning fra klassekammeraterne prægede stemningen mandag formiddag på Haderup Skole. Anledningen var SkoleSkills, hvor 9. klasses-eleverne skulle dyste i et håndværker-triathlon bestående af tre opgaver inden for vvs, tømrer og el. Opgaver som krævede fingersnilde, samarbejde og teknisk kunnen. Samtidig skulle deltagerne håndtere presset fra publikum, som fulgte opgavernes fremgang og kom med opmuntrende tilråb.

Kenneth Christensen, Astrid Bang Andersen og Lukas Bertelsen vandt konkurrencen med tiden 4 minutter og 34 sekunder - kun 30 sekunder foran andenpladsen. 

Magnus Bakmøller og Pernille Lund Christensen er enige om, at det har været sjovt. De arbejdede i hver deres gruppe med el-opgaven, som var den mest stressende opgave, fordi den tog længst tid og man var den sidste i gruppen, der var færdig.

- Det har været sjovt at lave strøm på tid. Jeg har prøvet det et par gange før på mit arbejde på Feldborg Savværk, siger Magnus Bakmøller og bliver suppleret af Pernille Lund Christensen:

- Det sjoveste var at være med og opleve stemningen. Man bliver helt begejstret og vil bare have det til at lykkes, siger hun.

Generelt var konkurrencen præget af godt humør, ivrighed og koncentration. Kenneth Christensen blev især fanget af tømrer-opgaven.

- Det var sjovt at lave en træhammer. Man lærte af de andres fejl – når de f.eks. borede skævt, siger han.

Elever viser færdigheder, som ligger udover det boglige

På Haderup Skole er skoleleder Erik Søgaard og vicerektor Per Michael Larsen enige om, at det er vigtigt at sætte fokus på den værdi, der ligger i at skabe noget med hænderne.

- Jeg synes, det er et helt igennem fantastisk projekt, der engagerer eleverne i en grad, som man ellers ikke ser. Eleverne rykker sammen, får fællesskabsfølelse og bakker hinanden op. Det er dejligt, at eleverne får lov til at vise færdigheder, som ikke nødvendigvis hænger sammen med det boglige, siger Per Michael Larsen og understreger, at det ikke har krævet store ressourcer fra skolen at deltag.

Overskueligt at deltage for folkeskolerne

Inger Rasmussen, der er leder af UU-centeret i Herning Kommune overværede hele konkurrencen, og hun var begejstret over elevernes store engagement og hvor meget de gik op i at få lavet en ordentlig tid.

- Jeg håber, at der kommer flere folkeskoler med næste år. Det her har jo været et pilotprojekt, og det er yderst positivt, at konceptet er til at overskue for folkeskolerne. Herningsholm Erhvervsskole laver det hele, og så skal skolerne afse to timer sammen med en lærer, siger hun.

 

I alt er seks skoler i Ikast-Brande og Herning Kommune tilmeldt, og de næste indledende runder finder sted fra den 26.-29. august.

 

Finale på Torvet i Herning
Et vinderhold fra hver skole går videre til den lokale finale, der finder sted torsdag den 5. september kl. 10.15-11.45 på Torvet i Herning. Vinderne herfra går videre til den nationale konkurrence, der finder sted ved DM i Skills i Aalborg den 24. januar 2014.

Opgaverne
Håndværkertriatlon i de indledende runder består af:
VVS: muffer, der skal sættes på en vandfordeler
Tømrer: et træstykke, der skal bores hul igennem og sættes sammen med en rundstok, så det bliver til en hammer
Elektriker: en forlængerledning, der skal samles.