Videre til regionale mesterskaber

Torsdag den 7. september blev vinderne af de lokale mesterskaber kåret, efter to dages fokuseret arbejde i værkstederne på Herningsholm Erhvervsskole

- Når jeg har været rundt i afdelingerne, har jeg kunnet se, hvor koncentreret I har arbejdet, og hvor tændte I har været på den her opgave. Jer der vinder i dag, går videre til de regionale mesterskaber, og derfra kan I gå videre til DM. I år holdes DM jo i Herning, så vi håber ekstra meget på, at I går hele vejen, sagde uddannelsesleder Holger Frahm.

Elever fra fagene smed, tømrer, murer og møbelsnedker har onsdag og torsdag dystet om billetterne videre til de regionale mesterskaber. De dygtigste var:

  • Murer Kenneth Meldgaard Ebbesen, Murerfirmaet Glen Østergaard, Spjald 
  • Murer Lasse Paibjerg Nielsen, Barslund & Gasseholm ApS, Aulum 
  • Tømrer Mathias Jensen, LJ Montage ApS, Ikast
  • Møbelsnedker, Jacob Lund Andersen, Rolighed-Humania A/S, Vinderup
  • Bygningssnedker Mathias Frahm Pedersen, Arne Danielsen A/S, Brande
  • Smed Allan Jørgensen, AB Inventech A/S, Ikast

Der har allerede været afholdt både det lokale og det regionale mesterskab inden for industriteknik, og her har Frederik Rasmussen, der er i lære ved Blaaholm A/S i Esbjerg, sikret sig en plads på Team Herningsholm ved DM i Skills 2018.

De regionale mesterskaber holdes i løbet af efteråret på forskellige erhvervsskoler. DM i Skills 2018 løber af stablen den 18.-20. januar 2018 i MCH i Herning. Ved DM dyster cirka 300 unge om at blive landets bedste inden for deres fag, og cirka 55.000 besøgende følger konkurrencen. Det er gratis at besøge DM i Skills.