Dygtige HHX-elever til Young Enterprise

HHX-elever fra Ikast og Herning fik stor ros ved Young Enterprise Company Programme, som løb af stablen torsdag den 14. januar

Elever fra Herningsholm Erhvervsgymnasium overtog præmiepodiet, da de torsdag den 14. januar deltog i konkurrencen Young Enterprise Company Programme. Her høstede de både 1., 2. og 3. pladsen samt den eftertragtede publikumspris.

”Hedens Perle” med bagmændene Frederikke Bastkjær, Laura Søgaard og Kathrine Mikkelsen, HHX Ikast, scorede højest og indtog 1. pladsen med deres produkt, hvor de skaber smykker med den midtjyske lyng som omdrejningspunkt. 

På 2. pladsen rykkede Sofie Bucka, Joseph Mailil og Josefine Jensen, HHX Herning, ind med ”HiCrea”, mens Alexander Hauge, Esben Ringive Korsholm og Torben Tucek Kjær, HHX Herning, tog 3. pladsen med ideen ”Park&Profit”. Sidstnævnte fik desuden overrakt den eftertragtede publikumspris.

I alt deltog 110 hold fra Midt- og Vestjylland i Company Programme, der er et learning-by-doing-forløb, hvor elever fra ungdomsuddannelserne lærer at udvikle, afprøve og realisere gode ideer inden for alt fra social innovation til tekniske produkter.